På baggrund af vores studier af lovgivningen, interviews og diverse undersøgelser kan vi konkludere og bekræfte vores antagelse om, at lovgivningen på mange områder har et positivt syn på børns medinddragelse. Efter flere års forsinkelser er den danske sociallovgivning ved at leve op til Børnekonventionens bestemmelser. Især Servicelovens (forkortet ”SEL”) formålsbestemmelser (§ 32), hvor børn altid skal høres, og børnesamtalen (§ 58), er en stor styrkelse af børns medinddragelse.
Derudover har børn over 15 år fået selvstændig partsstatus i bl.a. anbringelsessager. I dag ses børn mere som subjekter i lovgivningen i forhold til fortiden, og hvis sagsbehandleren anvender lovgivningen efter dets intentioner, vil børns medinddragelse kunne fremmes i forvaltningen. Hanne Warming (lektor og ph.d.) udfordrer denne konklusion og pointerer, at børns indflydelse tit relativeres, fordi den er betinget af alder og modenhed. Dette betyder, at graden af medinddragelse bestemmes af sagsbehandleren, og hvis barnet ikke lever op til sagsbehandlerens modenhedsforståelse, bliver barnet ikke inddraget (Warming 2003:68).
Vi konkluderer derfor ud fra dette synspunkt, at der stilles store krav til sagsbehandlerens faglighed, da juraen lægger op til skøn, når der skal vurderes, om barnet skal medinddrages eller ej. Børns medinddragelse styrkes også, hvis sagsbehandlerne lever op til de forvaltningsretlige regler. Især ”dialogprincippet” i retssikkerhedslovens § 4 om ret til medvirken i egen sag, vejledningsforpligtigelsen i forvaltningsloven og notatpligten i offentlighedsloven kan være med til at styrke børns synspunkter og medinddragelse. Derudover bidrager de ulovbestemte principper også til en styrkelse af børns medinddragelse (Adolphsen, 2001). De ulovbestemte principper er: • Legalitetsprincippet – sagsbehandleren skal have bemyndigelse, dvs. hjemmel i loven • Officialprincippet – myndigheden har pligt til at indhente de nødvendige oplysninger, inden der træffes en afgørelse. • Proportionalitetsprincippet – sagsbehandleren skal ikke lave større indgreb over for • klienten, end sagen ligger op til. • Lighedsprincippet – alle sager, i samme beskaffenhed, skal behandles ens. • Specialitetsprincippet – myndigheden skal overholde sektoransvarlighedsprincippet. De ulovbestemte principper står ikke direkte i en lov, men gælder på samme niveau i sagsbehandlingen. Sagsbehandlerne tilsidesætter dog ofte disse forpligtigelser, fordi juraen ikke er så højt prioriteret, da det ikke har så stor interesse hos sagsbehandlerne, jf. Andernæs’, Roths og Egelunds undersøgelser (Høilund m.fl. 2003 & Roth, 2001).
Her kan der ske en styrkelse, hvis der sker en større bevidstgørelse om de rammer, som der arbejdes under. I forhold til undersøgelser og interviews med praktikere viser det sig, at notatpligten ikke kun er en styrkelse af børns medinddragelse, men det kan også hæmme inddragelsesprocessen, hvis en underretningspligt kommer på tale. Børn kan let komme i en loyalitetskonflikt over for forældrene, fordi de ikke har et fortrolighedsrum, hvor de kan vide sig 100 % sikker på, at deres udtalelser ikke kommer videre. Her kræves det, at sagsbehandleren tydeliggør sin myndighedsrolle, så barnet ikke føler sig svigtet på et senere tidspunkt. Hvis juraen skal være med til at styrke børns medinddragelse, skal forældrene også inddrages i sagsbehandlingen, da de som udgangspunkt handler på vegne af deres børn. Sagsbehandlernes fokus på forældrene kan nemt forstyrres af tendensen om en øget inddragelse af børn, og hvis SEL formålsbestemmelser om samarbejde med forældrene skal overholdes, er det nødvendigt, at sagsbehandlerne er bevidste om dette.
