Det er årstiden for forhandlinger om nye overenskomster, og i den seneste tid er meldingerne strømmet ud fra parterne i disse forhandlinger. Fagforeninger står nærmest i kø for at understrege, at de bestemt ikke kan acceptere en nulløsning eller en løsning, der ikke giver en forbedring af reallønnen.
Det er ganske uforståeligt. Hvad tænker sådan en fagforening på? Vi er midt i en langvarig krise på arbejdsmarkedet, startet af en finanskrise, der er udråbt til at være den alvorligste siden 1930′erne.
I sådan en krisetid har virksomhederne det svært. Afsætningen af varer er faldet, og i rigtigt mange virksomheder er der ganske enkelt ikke økonomi til at bære lønstigninger.
Derfor ser det ud til at være en helt sikker følge af lønstigninger, at virksomhederne må afskedige endnu flere medarbejdere, end det allerede er tilfældet. Så må de fyrede henvende sig til deres A-kasse og hente deres indkomst derfra. Det rammer selvfølgelig også hele samfundets økonomi, for det er jo ikke en akasse alene, der skal finde pengene til de ledige. Størstedelen af udbetalingerne fra en a kasse kommer jo fra statskassen.
Enhver stigning i reallønnen belaster det danske erhvervslivs konkurrenceevne i forhold til udlandets erhvervsliv. Det ved de garvede forhandlere i en fagforening også godt, så netop i en krisetid burde de vise solidaritet med dem af deres medlemmer, som risikerer at miste jobbet som følge af lønstigninger ved en fornyelse af overenskomsterne.
Det gør de måske også i den sidste ende, men deres kæften op på forhånd er ikke specielt tiltalende.
