Som mand går man nok ikke så meget op i sit hår, som kvinder i almindelighed gør. Nu, hvor jeg ikke længere kan tælle min alder i årtier med en enkelt hånd, er det i hvert fald ikke den sparsomme hårvækst på kun en del af hovedet, der har den største interesse. Men som yngre – den gang skørtejagt var på den daglige agenda – var det lidt anderledes. Også selv om panden allerede den gang var begyndt at blive lidt høj.
Jeg husker tydeligt en situation fra min ungdom, hvor jeg boede nabo til en ung frisørelev, som jeg da bestemt gerne ville stifte nærmere bekendtskab med. Og heldet var med mig, for hun spurgte mig en dag, om jeg ville agere model for hende på teknisk skole i forbindelse med hendes uddannelse. Det ville jeg selvfølgelig gerne, og om aftenen sørgede jeg for at vaske håret grundigt i en speciel shampoo, hun havde udstyret mig med.
Vi ankom til teknisk skole, men hendes lærer kiggede på mig og bemærkede lidt syrligt, at jeg bestemt havde for lidt hår til at være model på skolen. Jeg kiggede på ham – der allerede var halvskaldet – og sagde, at jeg måtte konstatere, at de her på stedet nok ikke kunne gøre noget for at afhjælpe min manglende hårpragt.
Han holdt et længere foredrag om forskellige hårprodukter, som jeg kunne prøve. Derimod nævnte han ikke muligheden for hair extensions, som man vist slet ikke kendte til dengang for snart 40 år siden.
